Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

I er som forældre vores vigtigste samarbejdspartner, og vi har et fælles ansvar for, at jeres barn udvikles og trives. Det er afgørende for os, at I som forældre har tillid til os og føler jer velkomne i huset. Samtidig forventer vi, at I orienterer os, hvis der sker noget i familien, der kan have betydning for jeres barns trivsel. Den viden I har om jeres barn, er nemlig med til at sikre, at vi kan gøre hverdagen her i Børnehuset god. Et tæt samarbejde er vigtigt, både i hverdagen og hvis der er udfordringer.

Den daglige kontakt

Vi prioriterer de daglige små møder i børnehaven. Og fordi vi er så lille en institution, lærer vi hurtigt hinanden at kende.

En stor del af vores kontakt foregår, når I afleverer og henter jeres barn. Her kan I fortælle, hvis vi skal være særligt opmærksomme på noget: Har morgenen måske været lidt bøvlet eller jeres barn sovet skidt. På samme måde fortæller vi jer om eftermiddagen, hvordan jeres barns dag har været og om der er sket noget særligt.

Ud over den tætte relation vi har på daglig basis, prioriterer vi også meget gerne tid til at mødes med jer og tale sammen, hvis noget behøver mere ekstra opmærksomhed.

Aula

På Aula giver vi praktiske informationer om fx lukkedage og sampasning og sender invitationer til arrangementer ud. Det er også her, at referaterne fra forældrerådet bliver lagt ud. Og så bruger vi Aula til at give jer forældre et indblik i, hvordan hverdagen i Børnehuset er. Det gør vi blandt andet via dagbøger og fotodokumentation fra dagen. 

Forældresamtaler og forældremøder

Den daglige dialog om jeres barn supplerer vi også med faste samtaler. 

Lidt tid efter at jeres barn er startet i Børnehuset, holder vi en samtale om, hvordan opstarten har været, og hvordan jeres barn trives hos os.

Når tiden for skolestart nærmer sig, holder vi årgangssamtaler med forældre til de kommende skolebørn; det foregår typisk i oktober. Ved behov holder vi opfølgende samtaler med jer, fx hvis der er viden, det er vigtigt at overdrage til jeres barns kommende skole og KKFO, eller der er noget, vi sammen skal være opmærksomme på i den sidste tid i børnehaven. 

Vi holder derudover samtaler, når enten I eller vi har behov for at vende noget, som vedrører jeres barn. Og hvis vi har behov for at kunne tilrettelægge vores pædagogiske indsats på en anden måde, trækker vi på eksterne ressourcer, der kan hjælpe os og jeres barn. Det kan fx være ekstern support fra logopæd, psykolog eller ressourcepædagoger. 

Vores årlige forældremøde afholder vi sammen med Vindsuset i oktober.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger aktiviteterne og hverdagen her i Børnehuset Håbets Allé. Du har dermed mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Forældrerådet holder møder fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Læs mere om forældreindflydelse på Københavns Kommunes hjemmeside.