Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehuset som arbejdsplads

Børnehuset Håbets Allé er en lille institution, hvor vi er tæt på hinanden, på børnene og deres forældre i hverdagen. Hos os finder du en en arbejdsplads, hvor man meget gerne må brænde for noget, hvor man har mulighed for at udfolde og fordybe sig fagligt, og hvor vi rigtig godt kan lide at være sammen - også uden for arbejde. 

Struktur, der giver plads til nyt   

Hos os har vi både struktur og traditioner, der sammen med vores årshjul og ugeplaner sætter de overordnede rammer. Men ud fra dem arbejder vi i høj grad med at følge børnenes spor, fange gode ideer og følge nye initiativer. Vi hænger ikke fast i "plejer" og man har som medarbejder altid god mulighed for at præge hverdagens pædagogik og de mere langsigtede ideer. Hos os har man nemlig mulighed for at gøre det, man er allerbedst til, ligesom vi ikke behøver at kunne det samme. Det, tror vi på, skaber arbejdsglæde og breder sig til børnene, som jo kan mærke motivation og autenticitet hos os som voksne, når vi kan dele det, der inspirerer os.

Fælles fokus

Da vi er et meget lille hus, skal vi både kunne bære aktiviteter alene og arbejde tæt sammen. Vi har et kontinuerligt fokus på at udvikle vores faglighed og på at forholde os til vores egen hverdagspraksis. Vi har faste stuemøder hver fjerde fredag morgen. Vores pædagoger har en ugentlig forberedelsestime til fx planlægning, dokumentation og refleksion. Vi holder os fagligt ajour i det fælles pædagogiske arbejde, bl.a. gennem fælles deltagelse på kurser, på  personalemøder samt på møder med fagligt fokus i vores klynge. Vi har desuden et tæt samarbejde med vores kollegaer i Vindsuset. Vi åbner og lukker sammen, hjælper hinanden på tværs af husene, samarbejder og udvikler os fagligt sammen og holder fælles personalemøder. 

Social hygge 

Ligesom vi arbejder tæt sammen med Vindsuset i det daglige pædagogiske arbejde, kan vi også rigtig godt lide at være sammen uden for arbejdstiden. Cirka hver anden måned arrangerer vi frivillige sociale arrangementer. Det kan være alt fra bowling til filmaftner, ligesom vi holder en årlig julefrokost. Ingen er tvunget til at være med, men alle er meget velkomne!