Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til skole

Inden de største børnehavebørn skal starte i skole, har vi haft fokus på at gøre overgangen så rar og tryg som mulig.

Hvert år efter sommerferien, starter vi et særligt tilrettelagt forløb med de ældste børn: Storegruppen. Her klæder vi børnene på til skiftet fra børnehave til skole. Vi øver os fx i at modtage kollektive beskeder, løse opgaver og gå fra ”frikvarter” til en anden aktivitet. Vi introducerer børnene til tal og bogstaver, årstidernes skiften og har et generelt dannelsessigte, ligesom vi arbejder med det mere emotionelle som at være bevidst om  fællesskabet, at kunne udsætte sine behov og vente på tur osv. Storegruppen har også nogle gange fællesaktiviteter med Vindsusets storegruppe, hvor vi fx tager på lidt længere ture eller besøger en KKFO eller skole. 

I forbindelse med skolestart afholder vi møder med fokus på at overdrage den viden, der skal barnets trivsel i overgangen samt formidle vores erfaringer fra børnehaven. Her anvender vi det elektroniske vidensoverdragelsesmateriale, der er fælles for institutioner i Københavns Kommune, som både forældre og institution udfylder. 

Når vi i foråret skal tage afsked med de kommende skolebørn, gør vi det med manér. Her er de i fokus en hel dag, hvor vi fejrer dem og siger ordentlig farvel til både dem og deres forældre.